Restauranter i og omkring Cori

Cori har en del restauranter, der næsten udelukkende frekventeres af lokalbefolkningen. Alle har et solidt køkken med gode og friske råvarer – enkelt og uden de store raffinementer.

Zampi på Piazza Signina (lidt nede ad vejen der går mod højre fra Alessibar) er et godt sted at slå sig ned, den dag eller aften, man ankommer. Deres antipasto della campagna er rigelig, deres lam a la cacciatore (sauce med eddike og rosmarin) og på grill er som regel super og så har de Marco Carpinetteos økologiske vin som husets.

Cooperativet Pietra Pintra få km uden for murene mod Doganello får man ikke bare den skønneste olivenolie – her er også dejligt at sidde og spise med udsigt til Cori by.

Vinproducenten Cincinnato,som ligger lige nedenfor byen, nær stadion i byen, driver også restaurant. Her får man et glas vin til hver ret – der kan ikke bestilles sodavand eller børneretter. Maden er dejlig, og stedet smukt.

Cettecamini (”De syv skorstene”) i bjergene på vej mod Norma (5-7 min.) er efter sigende blevet god efter en lidt dårlig periode. Her er en fantastisk flot udsigt og en dejlig legeplads til børnene. Og aftenen er der fin udsigt til Cori by night.

Det samme gælder på Fontana Del Prato, der også ligger oppe i bjergene…ca. en km længere ude end Cettecamini. Her sidder man nærmest ude i landskabet og spiser. Her kan man bl.a. spise Pizze Bianchi – pizza uden tomatsovs.

Hos Da Checco, der ligger i Via delle Republica lige ved siden af kirken, får man gode pizzaer – også som take away. Vores erfaring med deres andre retter har ikke været så gode, men tjek det selv ud – smag og behag er forskellig.

La Taverna Dei Golosi – lige bag “aviskiosken” har også god mad. Deres pastaretter (især Spaghetti “Cacio et pepe” er vores favorit) – og deres antipasti er også supergodt. Sønnen taler en smule engelsk.

I Roccamassima ligger Locanda dell’Arcangelo – en restaurant med virkelig god mad og en fantastisk udsigt ud over hele dalen – som kan nydes, hvis vejret tillader at sidde udenfor, og det kan man ofte. Helt klart vores favorit restaurant.

Il Grottino, Via Giacomo Leopardi – er et Birreria – ølbar. Men, de har også dejlig hvidvin og for 10€ får man to dejlige glas hvidvin og lidt snacks.