Super beliggenhed i Cori
Vores lejlighed, der har sydvestvendt balkon med baldakin og en ganske formidabel udsigt, ligger midt i Coris historiske centrum i den høje del af byen – Cori Monte – som nabo til en af byens kirker og søde pladser og få min. fra byens kapitolområde med det antikke Herkules tempel fra 1.årh. f.Kr. Lejligheden er nyrenoveret og ligger øverst i et middelalderhus med megen ‘italiensk charme’- læs: ufriseret patina.
Efter 2 min. gang i den smalle brostens belagte gade står man på byens samlingssted Piazza Signina. Her ligger de fleste barer og en klynge af byens bedste dagligvare butikker: Slagtere, grønthandler, bager, konditor, små minimarkeder med ost, pålæg og andre dagligvarer.
Der er ikke langt at bære de herlige råvarer til dagens måltider. Og ikke langt til nybrygget espresso, friskpresset juice eller et glas køligt hvidvin på en af de landlige fortorvscafeer fyldt med kortspillede gamle mænd.
Det er muligt at parkere nedenfor Piazza Signina, 2 min. fra lejligheden og midt i centrum af Cori.
Udsigt: Olivenlunde, bjerge, hav, slette og Circeo (Odysseus)
Fra lejlighedens sydvendte balkon er der frit udsyn til de bløde Lepinerbjerge, skråninger med oliventræer og marker med heste. Bjergene glider over i Pontinasletten, der efter mørkets frembrud ligger eventyrlig smukt badet i et hav af lys. I baggrunden dukker det Tyrenniske hav op, når vejret er klart, og de Pontinske øer tegner sig tydeligt til højre sammen med forbjerget Circeo, hvor troldkvinden Kirke i følge Homers fortælling forvandlede Odysseus’ mænd til svin.
Lejligheden: Lille, lys og fuld af charme
Lejligheden er 40 m2 og renoveret af de forrige ejere. Dens sparsomme m2 er godt og skandinavisk indrettet med lille køkken/opholdsrum med spisebord og et stort soveværelse med et lille opholdshjørne, hvorfra udsigten kan nydes. Den er perfekt til to personer.
Den har også et velfungerende badeværelse med bruseniche og vaskemaskine. Der er indlagt varme, hvilket ikke er en selvfølge på disse kanter.
Lejligheden virker både lys og rummelig – her er fritlagte loftsbjælker, højt til loftet og masser af atmosfære.
Hvis I har brug for mere plads – kan I kikke på Stines udlejningsudsigtshus med tagterrasse i samme gade.
Tre minutter til Herkules templet
Heroppe kan solnedgangen passende nydes fra den blankslidte travertinbænk omgivet af skyggefulde træer og mamma’er, der skyller deres grønsager i frisk kildevand fra bjergene. Og historiens vingesus fornægter sig ikke: Da Rafael i 1500-tallet blev udnævnt til arkitekt for Vatikan-basilikaentallet, tog han til Cori for at tegne og opmåle Herkules Templet. Han skulle angiveligt under sit ophold her have mødt en smuk bondepige, som inspirerede ham til et af hans mest berømt madonna malerier.